Da Albaniens diktator fra 1944-1985, Enver Hoxha, skulle finde sig et refugie lod han opføre en park lige uden for byen Pogradec, ved den imponerende Ohridsøs bred. Her kunne han i fred og ro trække sig tilbage og nyde et rigt fugleliv og god mad, alt imens hans landsmænd var forbudt adgang til parken – og heller ikke måtte samles i religiøse forsamlinger og dyrke deres tro. En vis ironi er der over, at det netop var på dette sted Albaniens Lutherske Brødrekirke fra d. 16.-19. juli 2009 holdt sin ungdomslejr!
Det var første gang kirken selv afholdt en sommerlejr, og der var ca. 45 deltagere fra fire forskellige byer. Deltagerne fra Burrel rejste i 9 timer for at komme frem og være med – for det ville de. Det blev rige og gode dage.
For undervisning og forkyndelse stod – udover den sædvanlige stab i kirken, herunder os – pastor Håkan Sunnliden fra Värnamo i Sverige – sammen med sin hustru Kari og diakon Kerstin fra menigheden bragte de med sig et godt fokus på Kristus og på nødvendigheden af at tage imod Jesus som frelser. Denne grundlæggende forkyndelse sås også i lejrens navn – “Base Camp”. Vi var sammen tilbage ved rødderne, og det kendte vers fra Johannesevangeliet 3, 16 både åbnede og lukkede lejren for deltagerne.
Hver formiddag var der bibelundervisning, og derefter var deltagerne delt op i smågrupper, fordelt efter alder. I disse grupper blev spørgsmål vedrørende bibeltimen diskuteret, der blev delt liv og tanker om det at tro – og så blev der frimodigt bedt for lejren og for kammeraterne. Takket være et godt arbejde af gruppelederne tror jeg at netop disse smågrupper var en af nøglerne til at så mange af deltagerne nød fællesskabet, også med folk, de ikke på forhånd kendte.
Om eftermiddagen var der workshops om bøn, dåb – dertil kom en workshop om kristendom og islam, og et seminar for ledere. Så var der naturligvis også tid til at spille fodbold og ikke mindst bade i Ohridsøens klare vand. Om aftenen blev der sunget – godt igennem! – og det var en stor glæde at også her delte deltagerne historier og tanker fra deres liv med os.
Vi havde fra begyndelsen haft flere tanker med lejren, som igennem flere måneder havde været under forberedelse i Tirana – dels skulle deltagerne høre nogle grundlæggende pointer om kristentroen, og dels ville vi bruge lejligheden til at bygge fællesskab på tværs af byerne. Vi er taknemmelige for at det lykkedes! – og håber at deltagerne med sig hjem tager en fornyet frimodighed til fortsat at mødes og undersøge hvad det egentlig handler om, det der med Jesus.
Nu sidder missionærens tilbage i Tirana og ser frem mod ferien lige forude. Det betyder også at Østbloggen for en periode lægges en smule brak. Men mon ikke den vender tilbage engang i begyndelsen af september?
God sommer!



Med et godt “mormors” udtryk.
Tillykke til Missionærens med vel udført missionsarbejde.
Det er som at være “fluen på himmelvæggen” gennem jeres fortællinger og beskrivelser. Tak for den insigt og inspiration det giver.
Rigtig god sommer.