Lidt om jordkøb og lejre

Som tidligere nævnt har Ys Men Danmark som regionsprojekt i det kommende år valgt at støtte arbejdet med at finde og opføre et lejr- og konferencecenter her i Albanien. I sidste uge havde vi besøg af bestyrelsesmedlem i BDM og præst for brødremenighederne i Danmark og Albanien Jørgen Bøytler, og på hans tur hertil blev det også tid til at se på mulige grunde til et sådan center. I byerne Lezha, Vlora og Pogradec er der blevet kigget – men det er sin sag sådan at købe jord her til lands – af flere grunde. Man skal være årvågen!

Da kommunisterne overtog magten efter Anden Verdenskrig inddrog de også al jord – og siden regimets fald i 1992 har det således været både vanskeligt og meget lidt gennemskueligt at finde ud af hvem der egentlig ejer hvilke jorder. En legaliseringsproces er for længst sat igang – målet er at fastsætte de rigtige ejermål og udstede ordentlige dokumenter til de retmæssige ejere – men det arbejde er langt fra færdigt. Det betyder, at det ikke er spor vanskeligt at finde nogle, der gerne vil sælge noget jord. Det kan straks være mindre gennemskueligt at finde ud af om de ejer jorden! – og hvor skellet til nabogrunden egentlig går. Alt sådan noget skal man naturligvis være opmærksom på når man finder et godt sted, og det er kirkens ledelse naturligvis, men det kan tage tid at finde ud af. Beliggenheden af grunden betyder også noget, i og med at den albanske infrastruktur endnu lader meget tilbage at ønske. Det skal være et sted man kan komme til og fra.

På torsdag begynder den første ungdoms-sommerlejr her i kirkens regi. Vi skal bo i telte og holde vore møder udendørs i Voloreka ved Pogradec – i den tidligere diktators private sommerpark. Vi bliver 55 deltagere, og undervisningen står pastor Håkan Sunnliden fra Värnamo i Sverige for. Vi håber på en god lejr – og meget godt vejr, så vi ikke skyller væk!

Og så ser vi ikke mindst frem til engang at kunne holde lejre i vores eget hus!

Læg en kommentar