I skrivende stund sidder formanden for OSCEs valgobservatørkorps i TV og siger, at valget her overvejende har været ordentligt, men at OSCE-folket ikke har brudt sig spor om at blive spændt for en politisk vogn rundt omkring på valgstederne. Der er et klart fremskridt fra de seneste valg, og det tyder på at Vesten vil anerkende valget som demokratisk – og det er bare godt! Der er stadig en del bemærkninger – bl.a. til medierne om ikke at være partiernes talsmænd, men objektivt drive journalistik..! – men det overvejende indtryk er altså positivt. Hurra!Selve udfaldet af valget er der stadig spænding om. De første exit polls (bogstaveligt talt: De første nogensinde) spåede få timer efter de 4753 valgsteders lukning en klar sejr til Demokraternes siddende premierminister Sali Berisha. Men optællingen af stemmeurnerne, som kan følges her er ret spændende. Socialisterne ser ud til at have fået flest stemmer her, hvor op mod en tredjedel af stemmeurnerne er tømt, men “takket” være den nye valglov ser det ud til at Demokraterne får flest parlamentsmedlemmer. Ingen af de to partier ser dog ud til i fællesskab med deres alliancepartnere at nå op på de 71 mandater, et flertal her skal have bag sig, og det sætter det lille midtersøgende socialistparti LSI i en nøgleposition. De har på forhånd ikke ville vælge side, og nu bliver det spændende om de selv går efter premierministerposten (utænkeligt pt., i og med at det ser ud til at deres formand ikke engang bliver valgt til parlamentet) – under alle omstændigheder betyder det – hvis resultatet holder – at der altså skal en helt anderledes hen-over-midten kultur til for den kommende regering. Det tror jeg er godt – måske kan det gøre politikken lidt mindre skinger, hvem ved…
Sidste SIDSTE nyt viser dog at Demokraterne med deres alliancepartner kan nå op på 71 mandater, på trods af at der kun står 46% bag en sådan koalition. Det kan godt give bøvl, forudser jeg… det ser i hvert fald ikke så demokratisk ud. Men OSCE-menneskerne kommenterer ikke på valgloven, men kun på valghandlingen.. Spændingen fortsætter!!
Gemt i: albanien



Lige nu ser det ud til at med knapt 40% af stemmerne henter Demokraterne 50% af sæderne i parlamentet. Ups.
Uhhh det er spændende! Fortæl mere….
Det har svinget frem og tilbage. Da jeg gik i seng i aftes lå det til socialisterne; her til morgen – stadig med 1300 utalte urner – har Demokraternes koalition 71 mandater. Det er præcis det, der skal til for at have flertal. Problemet er dog stadig at de kun har 46% af stemmerne.
Regeringen har erklæret sig som vinder – lidt spøjst. De har 70 mandater af de 140, mens socialisternes koalition ligger på 66 mandater. Dertil kommer så det socialdemokratiske midterparti med fire mandater. Så sandheden er altså den, at der står 70-70 lige nu. En helt ukendt situation i Albanien. Det skal blive interessant at se hvad der sker.
Er der noget nyt?
Sidste nyt er at LSI, det lille socialdemokratiske midterparti under ledelse af den tidligere premierminister Ilir Meta, der brød ud af Socialistpartiet år tilbage efter at have raget uklar med den daværende leder Fatos Nano, indgår i en koalition med Berishas PD. Det betyder så at Berisha får fire år mere – med mindre koalitionen bryder sammen, hvilket jeg tror godt kan blive udfaldet.
PS har klaget til højesteret over valgresultatet i i hvert fald to valgkredse; jeg er ikke sikker på de kommer ret langt med det. De har så truet med gadedemonstrationer fordi Berisha erklærede sig som vinder før alle stemmer var talt op. Jeg ved ikke om de rent faktisk kan få folk på gaden; her i Tirana er interessen for valget for dalende og folk virker almindeligt apatiske overfor den politiske proces – med andre ord: Alt er som det plejer..