En weekend i Pogradec plus noget om valg (igen) og McDonalds

Her kommer en længere epistel! Billederne – de kommer senere.

I weekenden kørte vi over de sceniske bjerge til Elbasan (min første tur som chauffør den vej – det var i dyb koncentration, da man flere steder kører decideret på bjergryggen, og autoværn af og til ikke er så tilstedeværende som man kunne ønske) og videre til Pogradec, hvor vi lørdag og søndag var med til ungdoms- og børneklub der. Kirken har et fint hus i Pogradec, givet som en gave af den tyske brødrekirke, og her samles den del børn. Det er altid spændende at besøge grupperne og se hvordan det går – om det er muligt for dem at implementere nogle af de ting, vi arbejder med når vi har seminar. Det er også lærerigt for os – vi har stadig mange ting at lære hernede!

En af mine tanker efter besøget i Pogradec handlede meget om albansk pædagogik i almindelighed. Vi kommer jo fra en, hvad skal man sige, på det område blød kultur. Man er på fornavn med læreren og det, der hånligt er blevet kaldt ”rundkredspædagogik” handler jo meget om at man arbejder kreativt og åbent for at stimulere en refleksion hos de, der skal lære – samtidig med at de rent faktisk lærer noget. I Albanien hersker det, man som blød rundkredsdansker nok ville kalde kæft, trit og retning, men som man lidt mere forsigtigt udtrykt også kunne kalde for udenadslære. Egentlig ikke så underligt når man betænker at mange lærere i byerne har over 30 elever i klasserne – og kører to spor på den måde, at ét spor mødes om formiddagen, og så gentager man det samme program med et andet hold om eftermiddagen… Den metode har sikkert sine gode sider, f.eks. bliver børnene holdt fast på at høre efter, fordi de forholdsvist umiddelbart skal kunne gøre rede for hvad underviseren har sagt. Om de så husker det på længere sigt ved jeg ikke – men jeg ved at der bestemt ikke er plads til megen kreativ udfoldelse, og der inviteres heller ikke til det.

Når man så kommer fra et søndagsskolesystem med tændstikkors, papmache-guldkalve og hvad ved jeg er det faktisk vanskeligt sådan at bede folk om lige at lave en kreativ aktivitet, også selvom den kreative aktivitet er beskrevet grundigt. Den slags ting hører ganske enkelt ikke hjemme i en albansk lærings-setting! – og der bliver lagt meget – også, synes vi, for meget – vægt på det lærende aspekt i nogle af grupperne her. I Pogradec, hvor grupperne startede op med nye ledere i oktober måned, har kirkens ledelse fundet nogle søde piger, som ikke har megen erfaring med kristendom, og hvis ledelse overfor børnene derfor bliver meget afhængig af at der er et materiale, der kan bruges enkelt – og firkantet. Vi så i Pogradec igen behovet for at arbejde med og styrke ledernes egen tro, sådan så de ser opgaven som ledere som en opgave hvis værdi findes i den åndelige vigtighed, arbejdet har. Det er bestemt meget udfordrende for os.

Vi var ikke alene gæster i Pogradec. Albaniens premierminister Sali Berisha fra Det Demokratiske Parti gæstede også, om ikke børneklubben, så byen, og holdt et kæmperally på den smukke promenade ned til Ohridsøen. Her udråbte han sit budskab om at socialisternes – og dermed oppositionens – leder Edi Rama er en sjuft, som ikke har forstand på noget, og at han jo ene mand har ledt Albanien ind i NATO og det næste bliver så EU, og i øvrigt har han lige bygget en motorvej. Han går også til valg på at det skal blive lettere for albanere at få visum til andre lande. Vi støtter klart dette, selvom vi ikke helt er klar over hvordan hr. Berisha vil overbevise Birthe Rønn Hornbech og andre om at de skal være lidt mere hjertelige med at udstede visum til albanere…

Der er mere end 24 partier og lister opstillet til valget, der foregår næste søndag. Medierne er fyldte med valgdækning – de mange tv-kanaler holder sig til deres kandidat, om end visse forsøger med en ”neutral” dækning, der bl.a. viser hvor lang tid, de bruger på hvert enkelt parti. Men det er svært! Når et stort parti som Demokraterne laver et mægtig tju-bang og har en letpåklædt refrænsangerinde i front er det unægteligt lidt mere interessant end når det minimale parti De Grønne eller Partiet For Retfærdighed og Lovmæssighed arrangerer et trist valgmøde i en skole i et afsidesliggende amt, hvor de håber at kunne nappe et kredsmandat. Og da antallet af albanske tv-stationer ikke er proportionelt med antallet af kameraer må man vælge hvad man vælger at bringe. Så det bliver tit d’herrer Rama og Berisha, der står og skælder ud på hinanden.

Albanien har haft demokrati siden 1992, men endnu har ingen valg foregået uden uregelmæssigheder. Lige fra folk, der har stemt flere gange, til underlige bundter af stemmer med elastik om, der af en eller anden grund plopper ud af urnerne ved stemmeoptællingen til deciderede pludselige anholdelser af valgtilforordnede… Det skal blive interessant at se udfaldet af valget næste søndag og hvad det fører med sig. Det er forholdsvist nyt med meningsmålinger her, og derfor stritter de også i hver sin retning. Mit bud er at Sali Berisha genvinder magten, selvom jeg tror det kunne være sundt for den demokratiske følelse og folkets bidragen til de parlamentariske processer hvis socialisterne fik overtaget. Allerbedst ville det jo være med en regering hen over midten, men det er nok vanskeligt at tro på at midten kan få nogen indflydelse.

På vej hjem fra Pogradec kørte vi øst/nord om Ohridsøen og kom dermed et smut igennem Makedonien – det var et ’forsøg’, der dels skulle teste RollsReussens dokumenter i forhold til grænsevagter – og som dels skulle bringe os til UNESCO-byen Ohrid, der udover en masse fine kirker og monumenter også huser en – McDonalds. Det er de mest tossede ting, man kan glæde sig over som udlandsdansker, heriblandt noget som udansk som en McFresh og et HappyMeal. Som børnene nøgternt konstaterede var Makedonien ”pænere” end Albanien – og det er tydeligt at Makedonien, der var blandt Jugoslaviens fattigste republikker, både er renere og mere velstående. Albanien er et smukt land, men på en rå og charmerende u-ordentlig måde – her virkede Makedonien på os nærmet friseret – og meget, meget pænt. Tænk sig, der var tre-sporede veje! Det er nok ikke sidste gang vi kører sådan en omvej…

Begge grænseovergange forløb smertefrit, så nu tror vi for alvor på at RollsReussen kan bringe os til Danmark på ferie til august! Hurra!

Udover et HappyMeal med et forbenet bip-bipspil fik Ingeborg en lille fraktur i venstre arm med hjem fra Pogradec-turen – efter et uheldigt møde med en ikke så gæstfri hoppeborg og ikke mindst græsplænen på strandpromenaden. Det er ikke alvorligt, men hun skal gå med armen i en slynge i tre uger, hvorefter vi igen skal have taget et røntgenbillede af hende. Børnene får sommerferie på fredag – det trænger de også til efter et begivenhedsrigt skoleår, som de har klaret helt umanerligt flot – og der går så lidt inden vi kan tage på de store badeture..! Lidt ærgerligt – i dag er der 33 grader i Tirana – men vi synes at vi må bide det i os og være solidariske med vores datter!