Besøg i Elbasan

I lørdags kom jeg endelig en tur til børneklubben i Elbasan, hvor kirken under forskellige ledere gennem de fleste af sine 15 år har haft arbejde. Udviklingen i dét er meget typisk – lederne holder klubberne i deres egne hjem og børnene findes derfor i nabolaget. Det betyder, at når en leder stopper eller flytter og børneklubben skifter lokalitet, ja, så forsvinder mange af de børn, der ellers kom trofast til klub. Når vores kirke ikke er større end den er må det være udfordringen at få overblik over og netværke med andre, så vi i det mindste er klar over hvad der findes af kristent arbejde i de forskellige byer. – Endnu en af de mange udfordringer!

Turen til Elbasan går fra Tirana over nogle ganske pæne bjerge – man ligger flere gang lige på bjergkammen med stejle nedstigninger på begge sider – så jeg tog en “furgon”, en minibus og lod Anne-Dorthe have bilen til sit besøg hos børneklubben i Bathore. På den sidste nedstigning mod Elbasan kører man igennem en veritabel skov af oliventræer – og de er bare eventyrligt pæne, sådan nogle – og så får man øje på den. Fabrikken. Kineserne lod i begyndelsen af 1970erne et stålvalseværk opføre lige uden for Elbasan – jeg lyver ikke når jeg siger at det værk med fabrikker osv. er på størrelse med en mindre dansk købstad. Stor, sort og fuldstændig udkørt ligger der midt i det vidunderlige landskab sådan en veritabel øjebæ. Kun dele af fabrikken fungerer i dag – og kun ind i mellem. Forureningen skulle være helt uhyggeligt – Elbasan er sådan et sted hvor der af og til fødes tohovede kalve og mange graviditeter ender med uønskede aborter. Det er ganske trist.

Et andet resultat af den lukkede fabrik er at Elbasan er et af de steder hvor arbejdsløsheden er allerhårdest. Elbasan, der har en fin gammel bydel, er derfor en by med mange problemer. Børneklublederen Majlinda, der er uddannet i socialkundskab, har en stor nød for at vi skal række ud og hjælpe de mange børn, der der i byen lider under nøden. Jeg foreslog hende at skrive en god projektbeskrivelse til kirkens ledelse og lovede selv at nævne ideerne også. På mange måder er det oplagt som kirke at kunne række ud mod de, der lider – og det syn har kirken også. Men det kunne måske være et nyt og godt skridt at sætte den omsorg lidt i system med et længerevarende projekt i en af byerne.

I Elbasan blev jeg hentet af lederen Majlindas søn, Rei, og deltog så i børneklubben. Børnene sad meget pænt, kunne referere teksten fra sidste gang og var lyttende og videbegærlige – dejligt at opleve! De mødes normalt om lørdagen, men i april fandt undervisningsministeriet ud af at der vist manglede nogle skoledage, så vupti, blev børnenes lørdage inddraget til skoledage, og derfor har det selvsagt været vanskeligt for nogle af grupperne at mødes. Men nu er ferien på vej, og i Elbasan planlægger de en sommertur i byens udendørs svømmehal – vi håber at kunne være med hvis den kommer til at ligge på et tidspunkt hvor vi har mulighed for det! Men sådan noget finder man først ud af hen ad vejen…

Efter klubben drak jeg naturligvis en kop kaffe med Majlinda, hr. Majlinda og sønnike Rei. Rei er ved at færdiggøre sin studentereksamen og håber dernæst at blive optaget på kunstakademiet i Tirana. Han er også meget talentfuld – især hans tegninger og malerier synes jeg var virkelig flotte, men også gipsafstøbninger og billedhuggeri gør han det i. Rei har gået i et gymnasie der specialiserer sig i at uddanne unge, der vil en mere kunstnerisk vej. I Albanien er det nemlig allerede i gymnasieårene, man vælger fremtidig uddannelse – gymnasierne er meget specialiserede, også mere end vi kender fra Danmark – der er gymnasier for kunst, turisme, sprog, matematik, business osv. Vi håber Rei bliver optaget og at vi så får ham at se i ungdomsgruppen i Tirana. Hvis han ikke gør kan han blive nødsaget til at sadle helt om, og det er ikke let i et land som Albanien.