Der ville blive ramaskrig på Bornholm, hvis man maste en restaurant ned i midten af Hammershus. Men albanere har for en stor dels vedkommende et noget mere praktisk forhold til kulturarvsmæssig nytteværdi. Det så vi bl.a. på gårsdagens fødselsdagsudflugt til Petrella.
Jeg rundede de 34 år. Det valgte vi at fejre med en eftermiddagstur i RollsReussen på tur ud i det blå for at finde en is. Ca. 13 km uden for Tirana i retning mod Elbasan viser et af landets nye brune seværdighedsskilte, at den lille vej til højre fører mod Petrella, hvor der ligger en borgruin. Vejen er efter albanske forhold aldeles velasfalteret (første gode tegn) om end smal. Det går i hårnålesving op ad bjerget de næste 2-3 km.
Lad det være sagt med det samme: Der er utrolig pænt! Pludselig ender vejen efter et sving i en smuk anlagt åben plads midt i en lille landsby med to købmænd, en café og de obligatoriske høns samt en enkelt gadehund og ditto kat. Biler parkeres på pladsen og resten foregår til fods. På vores vandring fra pladsen ned af den lille gade bag købmændende og forbi sourvenirbutikken måtte vi forundres over, hvor pænt og velrenoveret det hele fremtræder. Dette sted nyder godt af sit ry som en af de mest velbevarede borgruiner og sin placering tæt ved hovedstaden. Den stammer tilbage fra nationalhelten Skanderbegs tid og kamp mod tyrkerne. Folk kører herud på udflugt og albanerne satser og gør noget ud af det – det er godt at se.
Den lille vej ender i en trappe ned til en gitterport ind gennem den gamle borgmur. Herefter følger man en brolagt sti opad rundt om klippens top med murrester fra det gamle borgkompleks jævnt fordelt langs vejen. Den friske timian dufter langs stiens kanter, snerlen blomsterer og tidselblomsterne lyser dybtrøde op i solskinnet. Stien snor sig det sidste stykke op af bakken til selve borgen, hvor en trappe fører hen til en dør. Det ser imponerende og spændende ud – meget murværk er velbevaret. Men så går man ind gennem døren….
I den lille mellemgang med trappe op til borggården mødes man af en udstoppet ulv med halm i hovedet liggende på en gammel kuffert – Ingeborg var dødbange og skulle bæres igennem af Thomas. Ved siden af ulven står en rusten rejsegramofon og på den anden side af trappen er henstillet en udtjent espressomaskine. Vel igennem indgangen og ude i borggårdens sollys møder vi et par snurrende dybfrysere tilhørende den restaurant, som har indtaget hele det indre borgareal. Her er pletvist bevarede mure og trapper – forenet i skøn blanding med tilbygninger, caféborde, parasoller, vandtanke, dueslag….
Vi gik lidt rundt og så på tingene, nød udsigten – den er helt fantastisk – og fik os en hundedyr is og en forfriskning. Der er ikke en eneste plance eller skilt, som fortæller noget om borgen. Men det var en fin restaurant. Hvad jeg ved om borgen findes i denne guide.
Som Thomas tørt bemærkede: Albanerne har nok et mere praktisk forhold til deres kulturarv. Hvis ikke man skulle lave en restaurant her i skønne omgivelser og tjene lidt på det gamle skidt, hvad skulle man så bruge det til??
(se billeder fra turen i vores fotostrøm. Her er også enkelte fotos fra borgen i Elbasan, som Thomas besøgte lørdag – ligeledes med café i smukke omgivelser)
