Det egentlige

Jeg sidder på en café midt i Tirana. Den ældre, duknakkede dame med aviserne i favnen er netop gået forbi med et højt klingende ”gazeta!” – men jeg købte ikke nogen. Aviserne er så trættende for øjeblikket. Alt er valgkamp hernede – byen er flere gange på det seneste blevet delvist lukket af af hensyn til valgmøder, kampagner, kongresser, demonstrationer og den slags. – Nå ja, der var også den dag hvor AC Milan gæstede landet for at spille en kamp mod Albaniens landshold (der har fået ny landstræner siden blamagen i Parken) – efter endt spilletid stod der faktisk overraskende 3-3. Olsenbanden skal virkelig passe på når de kommer herned til september!
Det er varmt hernede – alt for varmt til at arbejde inden døre – og desuden var min plan for dagen at arbejde på kirkens hjemmeside/blog (som ikke åbner før den gør det) og her på ”La Voglia” plejer der at være trådløst internet. På kirkens kontor har blot sekretærens computer internet, så der er det vanskeligt at få lov til at arbejde med net-ting. Men her på ”La Voglia” kan man som regel sidde i skyggen og uploade fotos og redigere.
Stor er derfor min skuffelse da jeg kommer frem og computeren forkynder at ”La Voglia ikke har betalt sin månedlige rate”, og derfor er der intet net.
Jeg sukker, bestiller en cappucino og det, der vist bedst kan beskrives som en chokolade-croissant og sætter mig med min bog – Henri Nouwens ”På vegne af Jesus. Refleksioner over kristen tjeneste”. Ikke noget dårligt alternativ, skulle jeg hilse at sige.
Når man er missionær, som vi jo er, har man til opgave at opmuntre og udfordre mennesker til at leve et kristent liv og holde fast i den tro, de har fået. Det lyder måske meget lige ud ad landevejen, men netop fordi sådan en opgave er helt inde at røre ved de centrale ting i tilværelsen – og måske netop fordi man med sådan en opgave i meget høj grad skal bruge af sig selv hele tiden – ja, så er det vigtigt at man sørger for at have enten gode mennesker eller gode bøger – eller begge dele! – til at minde en om de ting, der er vigtige at holde fast i.
Det drejer sig f.eks. om den kristnes egentlige opgave – nemlig at turde lade Gud tjene sig og dernæst vise andre mennesker Guds kærlighed til dem, også selvom det efterlader en sårbar, sådan som også Jesus var det. Henri Nouwen skriver så fint om det i den lille bog at jeg må nikke i mit indre og sige ”nårh ja”.
Sådan et ”nårh ja” er faktisk meget værd! At bosætte sig i et andet land er jo noget underligt, risikabelt noget – særligt når hele ens eksistens så let kommer til at handle om grunden til at man er flyttet – nemlig arbejdet. Men som kristne skal vi ikke hente vores identitet i det job, vi har, men i det, vi får lov til at være i Kristus.
Det er utroligt godt at blive mindet om i en hverdag, som ofte kan være udmattende og frustrerende af forskellige grunde, og hvor man gentagne gange må prøve at finde nye måder at gribe tingene an på for – ganske enkelt – overhovedet at forstå dem. – Denne oplevelse af tingene tror jeg i øvrigt de fleste mennesker kender til, Albanien eller ej.
At vende tilbage til det egentlige for en stund er ganske enkelt en nødvendig øvelse, som jeg takker ”La Voglias” ubetalte regninger og Henri Nouwen for at have hjulpet mig til i dag..