I weekenden 23.-24. maj var jeg på tur med kirkens damer til Ohridsøen i Makedonien.
Vi fyldte en minibus med ca. 20 kvinder, en dreng og en hund lørdag morgen og kørte afsted mod nabolandet – et af de få steder, hvor albanere forholdvis smerte- (og visa-) frit kan rejse ud og ind. Jeg havde på forhånd foreslået, at der skulle holdes nogle andagter undervejs, og jeg havde tilbudt at holde en bibeltime. Resten af programmet blev på bedste albanske vis besluttet hen ad vejen. Det, jeg har lyst til at fortælle om her, er min samtale med Teuta (t.h) og hendes søster Diana (t.v.).
Teuta har jeg tidligere fortalt om her. Hun havde inviteret sin storesøster Diana med på turen. Hun har ikke været med i kirken før, så det var dejligt at have god tid til at snakke med hende og lære hende lidt at kende – heldigvis kan hun som sin søster klare sig udmærket på engelsk.
Lørdag aften gik vi en tur på promenaden langs søen i Oher. Det er et fantastisk smukt sted. Jeg spurgte Teuta, hvordan hun egentlig var begyndt i kirken. De fleste af de øvrige kvinder på turen hørte enten til familien, eller også var de tidligere kolleger fra Nationalmuseet. Men Teuta passede ikke i nogen af disse kategorier.
Hun fortalte om, hvordan hun havde kendt en bekendt af Edi, da han lige havde brug for en oversætter i kirken. Hun var troende i forvejen og er blevet hængende i kirken siden. Jeg spurgte, om hun var døbt? Det blev hun under opholdet i DK for en årrække siden. Hendes søster og storebror var derimod blevet ortodoks døbt under kommunismen! Da Diana var spæd og hendes bror et par år gammel besluttede deres mor at få dem døbt for en sikkerheds skyld. Deres far var kommunist og måtte ikke vide noget. Men en dag på gaden nogen tid efter havde knægten genkendt den ortodokse præst og sagt: “Se far. Det var ham der dyppede mig ned i vandet!” – hvilket havde ledt til en del vrede fra faderens side og en del forklaring fra moderens. Det gjorde altså indtryk på en toårig at blive døbt.
Diana fortalte, at hun nok var blevet døbt af overtro, fordi hendes mor mente, det var en god beskyttelse og ikke så meget ud fra kristelige overvejelser. Men det var dejligt at snakke med hende om, at det jo ikke gør nogen forskel for Gud, hvad forældrenes hensigter er. En dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn er en dåb. At vi tilhører kirker, hvor vi døber børn, som ikke selv kan svare for sig, understreger blot, at dåben er i høj grad Guds “ja” til os frem for vores “ja” til ham. Det havde hun ikke tænkt over før, men blev glad for at høre det.
Teuta har to sønner, som også er døbt. Hendes mand er fra muslimsk baggrund. Men som hun udtrykte det, så har han stor sympati for Jesus. Det er forøvrigt ham, som har malet udsmykningen i kirkens indgang og alterparti. Han er ikke døbt endnu. Teuta mente ikke, han helt har forstået vigtigheden af konceptet, og så synes han det er lidt pinligt at skulle døbes som en voksen mand med vigende hårgrænse – det kan jeg da egentlig godt forstå.
Jeg inviterede Diana med i kirken på lørdag, så hun også kan møde Thomas og se hverdagskirken. Det lød til, at hun gerne ville komme. Så det glæder jeg mig over. Ligesom jeg glæder mig over, hver gang Teuta dukker op.
