Neder-land

En elsket refræn for mange udlandsrejsende og –boende er, at vi er så privilegerede som danskere. Det er der jo en grund til, for sådan er det! Trods Muhammedkrise og færre turister på Langelinie åbner det lille rødbedefarvede pas stadig døre forholdsvis uproblematisk, og man mødes for det meste med venlig nysgerrighed når man er dansker.
For albanere er sagen dog en ganske, ganske anden. De er ganske enkelt uvelkomne i mange lande. Det kan man jo ikke sige lige ud; det ville være diskriminerende, men så kan man jo prøve noget andet..
Tre af de unge fra ungdomsgruppen her i Tirana er af den hollandske brødrekirke blevet inviteret til at deltage i en ungdomskonference i Delft i slutningen af denne måned. De har møjsommeligt indsamlet de mange dokumenter, der skal til, for at man overhovedet kan blive lukket ind i det kontor, hvor man skal ansøge om at få visum. Derinde fik de første gang at vide at papirerne alligevel ikke var helt i orden – f.eks. skulle invitationen fra Holland være original og ikke bare en faxet kopi. Så måtte den hollandske kirke fluks sende papirerne med DHL, og de nåede frem. Så langt, så godt. Anden gang de tre mødte op på ambassaden blev de verbalt forulempet af en dame, som hævdede at de aldrig nogensinde i deres liv skulle regne med at få et visum, og hvis de så meget som ansøgte ville hun dels ødelægge deres pas, dels få dem bandlyst fra alle Schengen-lande. Helt forståeligt følte de tre sig præcis så frygtsomme at de valgte ikke at ansøge om visum den dag – det var vel også det, der var damens intention.
I går var jeg så med dem for at se lidt bøs og vesteuropæisk ud. Den første, Elona, som havde taget det værste skrald sidste gang, gik fint igennem. Der var ingen problemer. Visumprocessen blev sat i gang og den hollandske dame havde ingen kommentarer. Så kom Evis, som ikke taler særlig godt engelsk, men i stedet taler græsk og italiensk. Det var dog til ingen nytte. Evis skulle naturligvis redegøre for hvem Martin Luther var, og hvad i alverden hun regnede med at få ud af at komme til Holland, hvis hun ikke kunne engelsk? Det lykkedes dog ikke damen at mobbe Evis væk, og hun ansøgte også. Til sidst kom Toni, men den albanske sekretær lavede en brøler da hans kæreste ringede, så det tog lidt tid. Vi ’fejrede’ at de var sluppet levende fra ambassaden med en kop kaffe, og så undrer man sig bare lidt over at det skal være så let for nogle, men svært for andre. Visum har de endnu ikke fået; men vi håber at det falder på plads inden d. 23., hvor de skal flyve til Schiphol.
Albanien er et af de østlande, som mest kommer i medierne når mafiabander laver et eller andet dumt eller illegale indvandrere stjæler biler eller smugler mennesker. Det er da også noget skidt noget at gøre. Men hvorfra skal albanere (og alle andre, for den sags skyld) få incitamentet til rent faktisk at opføre sig ordentligt når man får en sådan behandling, selv der, hvor man har alle papirer i orden og har helt enkle og dokumenterbart gode intentioner? Ville danskere (og alle andre, for den sags skyld) bryde os om at blive behandlet som seriemordere, bare fordi vi deler nationalitet med Peter Lundin?