Som en barnemoders vé

Nu skal jeg jo egentlig ikke gøre mig klog på véer. Jeg har nemlig ikke haft nogle nogensinde, men har da været så heldig at kunne iagttage virkningerne af dem et par gange. Når man står foran en snarlig fødsel er man i en sådan underlig mellemsituation. Man ved ikke helt hvornår barnet har tænkt sig at dukke op; man ved ikke hvem det er, der kommer; man kan have nogle praktiske bekymringer (vender barnet rigtigt, kommer fødslen til at gå godt osv.) og nogle langsigtede tanker (hvordan får vi plads til en baby i lejligheden og i familien, mon den kan lide os? osv.).

Det er en mellemsituation, et limbo, og det er sådan et vi befinder os i lige nu. Der er i dag 17 dage til vores afrejse fra Kastrup til Mother Teresa International Airport i Tirana via Budapest. 401 time i skrivende stund. De skal bruges på at pakke færdigt – lejlighedens indbo skal deles i tre: Ud (som i smide ud), op (som på Jonna og Peters loft til opmagasinering) og med (som til Albanien). Samtidig skal vi igennem så utroligt mange farveller og på gensyner, noget, der i sig selv er lidt underligt – vi skal nå at hygge os og tage hånd om hinanden samtidig. Og så er der lige 117 opkald til forskellige instanser, der skal gøres inden vi er helt klar. Grænsen mellem at stresse over det alt sammen og tage det roligt i tro på at vi når det er hårfin.

Mest af alt glæder vi os dog helt vildt over AT vi rent faktisk får mulighed for at komme til Tirana og bo og arbejde. Nu ved vi også at der står en lejlighed i området Tirana e Re og venter på os. Den ligger tæt på skov og park og centrum, og vi glæder os til den. Må fødslen gå vel og ikke trække for langt ud..